Citronsmåkager – verdens nemmeste småkage

citronsmåkagerHvis der er noget, jeg har lært af min mormor og farmor, så er det at bage småkager. Og ikke mindst spise dem. De har altid bagt og serveret rigtig mange småkager – ingen sammenkomst eller besøg uden småkager. Og man fik ikke lov til at gå hjem, inden man havde smagt alle slags. To gange! Heldigvis er jeg også mange gange gået hjem med opskriften, og mit småkagearkiv er derfor rimelig omfattende efterhånden. Men det gør dog ikke glæden mindre, når jeg får øjnene op for en ny variant til arkivet – i dette tilfælde citronsmåkager. Og så er det tilmed verdens nemmeste småkage at bage. Ikke noget med ventetid, nedkøling, udskærring, udstikkere og pynt. Rør dejen. Sæt på plade med ske. Bag. Og servér. Hvor nemt kan det være. Og de smager himmelsk!

Opskriften her på citronsmåkager er en alternativ udgave af en opskrift, jeg har fået af Annette fra tantestrejf.dk (som laver virkelig skønne kager). Annettes udgave er med lime, som helt sikkert også smager rigtig godt, men jeg havde kun citroner i huset den dag, jeg kom i (akut) småkagehumør, og det giver også en glimrende smag.

citronsmåkager

Opskrift på citronsmåkager (60 stk)

Ingredienser

250 g blødt smør
250 g sukker
2 æg
275 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
1 øko citron

Fremgangsmåde

  1. Pisk smør og sukker til det er lyst.
  2. Tilsæt ét æg af gangen og pisk til det er luftigt.
  3. Tilsæt mel, bagepulver og salt og pisk til det er samlet og ensartet.
  4. Riv citronen og pres saften af halvdelen (evt. mere hvis smagen skal være mere markant). Tilsæt det til dejen og rør til det er fordelt.
  5. Sæt dejen på en bageplade med en stor teske. Ikke for tæt da dejen flyder meget ud. Jeg fik plads til ca 14 pr plade.
  6. Bages ved 180 g varmluft i 12-15 min til de er gyldne i kanten.
citronsmåkager

Dejen sættes på en bageplade vha en stor teske.

citronsmåkager

Dejen flyder meget ud under bagningen, så det er vigtigt de ikke står for tæt.

citronsmåkager

Den nemmeste småkage jeg til dato har bagt. På en halv time kan man have friskbagte småkager. Perfekte til eftermiddagskaffen eller som en lille værtindegave.

Jeg tog en lille portion citronsmåkager med til min mormor i sidste uge, og hun synes, de var rigtig gode. Og det er jo mesteren selv der taler, så det kan I roligt stole på. Hun spurgte om det var en pleskne småkage, hvilket jeg ikke lige kunne svare på. Men efter lidt research på google, tror jeg hun har ret. Der findes dog opskrifter på pleskner både med og uden smør og nogle er med piskede æggehvider, så jeg kan ikke helt regne ud, hvad der definerer en pleskne. Ergo kalder jeg bare min variant her for citronsmåkager. Måske der er nogle kloge hoveder, der læser med, som kan opklare “mysteriet”?

God fornøjelse!

Følg bloggen på FACEBOOKINSTAGRAM eller BLOGLOVIN’

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 tanker om "Citronsmåkager – verdens nemmeste småkage"

  1. Sanne

    Så blev der bagt citronsmåkager.
    De kan varmt anbefales.
    Herhjemme kommer de ikke til
    At ligge længe i kagedåsen:-)

    Svar
  2. Runa Schultz

    Hej Stine, jeg har prøvet de superlækre citronsmåkager i dag, skal de være lidt bløde indeni, eller er de bagt for lidt, jeg har endda givet dem 15 18 min. Hilsen Runa ( Janes mor)

    Svar

Skriv et svar til Sanne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>