Farmors bondekager – en sprød småkage med sirup

Bondekager

Min farmor er lige død. 88 år. Træt. Mæt af dage. Væk.

Gennem de sidste år er hun er langsomt gledet fra os og ind i demensens triste favntag. Til sidst var der ikke meget farmor tilbage. Ikke sådan som vi kendte hende bedst, og sådan som vi vil huske hende. Hende som var en sej og arbejdsom dame, der “arbejdede” i min fars købmandsbutik helt til hun var 85 år. Der har jeg selv haft glæden af at arbejde side om side med hende i gennem årene, når jeg var hjemme på sommerferie i studietiden. Jeg sad ved kassen og kørte varer ind, mens hun pakkede det ned i kasser. Der har vi haft mange sjove stunder sammen – et samvær som det nok er de færreste forundt at have med en bedsteforælder. Et samvær som jeg sætter stor pris på og ser tilbage på med glade minder.

Og så kunne hun bage. De lækreste og sprødeste småkager. Farmor har nemlig aldrig været fedtet med hverken sukker eller smør. Disse bondekager forbinder jeg særligt med farmor, og jeg har derfor bagt en portion forud for bisættelsen imorgen.

Ingredienser til bondekagerOpskrift (ca 100 småkager)

200 g blødt smør
200 g sukker
2 spsk lyst sirup
50 hakkede mandler
225 g mel
1 1/2 tsk natron

Fremgangsmåde

Pisk smør og sukker til det er blødt. Tilsæt sirup, mel og natron og rør det til det er godt samlet. Tilsæt til sidst fint hakkede mandler.

Rul dejen til to stænger på ca 4 cm i diameter. Rul dem på et meldrysset bord, da dejen er meget blød og fedtet. Sæt dem i fryseren et par timer. Tag stængerne ud af fryseren og lad dem ligger 10-15 min på køkkenbordet og tænd samtidig ovnen på 190 grader (varmluft). Stængerne skæres i 3-4 mm tykke skiver og placeres på bagepapir.

Opskrift på bondekager - en sprød småkage med mandler og sirup

Bages ved 190 grader i 7-8 min. Småkagerne skal have en gylden sirupsfarve, hvilket først indtræffer i de sidste minutter i ovnen, når sukkeret karamelliserer. Kagerne er stadig helt bløde, når de tages ud af ovnen, men de bliver sprøde i takt med at de køler af.

Bondekager

Nu sidder jeg her og lægger sidste hånd på dette indlæg med en kop kaffe og en nybagt bondekage på farmors fine blomsterstel, som jeg var så heldig at arve for et par år siden. Sender en kærlig tanke efter farmor og smiler over de hyggelige stunder, jeg har delt med hende.

Følg bloggen på BLOGLOVIN’ eller INSTAGRAM.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>